Grundforme med forskellige formål

Charlotte Wiegand
Hos Dressmakers atelier arbejder vi i nogen af vores modeller ud fra din personlige grundform.

En grundform måles og tilrettes præcist efter din krop. Det er et minutiøst stykke arbejde og når det er gennemført, har du en grundform, der passer præcis til din krops kurver og former.
Når du har produceret din grundform, kan den være udgangspunkt for alle de forskellige designs, du drømmer om at sy.

Skjorter med læg, T-shirts, tunikaer, forskellige typer ærmer, længder og pasform. Det er kun din fantasi, der sætter grænser og du kan være sikker på, at dit tøj sidder perfekt, når du syer efter en grundform.

Det betyder, at det tøj du kreerer hos os, bliver skræddersyet af dig. Det kan ses. Og det kan mærkes.
Der findes flere forskellige former for grundformer, som danner grundlag til de mange forskellige modeller.

Bluse/kjole-grundform

En bluse/kjole grundform er fundamentet for størsteparten af dine fremtidige grundforme.
Derfor er det yderst vigtigt at den er gennemarbejdet og følger din krop på allerbedste vis. At der er taget højde for eventuelle skævheder og kurver og rettet til efter det. Grundformen er en tætsiddende model med et langt tættere fransk ærme.

Hos Dressmakers Atelier har vi en klar holdning til udformningen af grundformen. Både for at få den allerbedste grundform til kroppen, men også for at det for dig bliver meget lettere at arbejde med den.
Det kan du blandt andet se ved at vi vælger at forstykkets indsnit ligger fra skulder til brystpunkt og fra brystpunkt til ca. 10 cm under talje. Det betyder at begge ærmegab ligger ned til brystviddelinien, som igen ligger vinkelret på MF  - Og ikke som nogle vælger at indsnittet ligger fra sidesøm til brystpunkt, som giver “et mere svævende” ærmegab, og som vi mener gør det mere uoverskueligt og derved sværere for dig at konstruere mønstre. På bagstykket ligger et kortere indsnit fra skulder samt et taljeindsnit.

For at skabe kurver, og fordi de fleste kvinder svajer lidt i ryggen, vil MB ofte være “skæv” med søm ned i ryggen. Denne søm kan fjernes, hvis det er nødvendigt på et specifikt design/mønster.
Ærmet vælger vi også skal være tættere, som et fransk ærme hvor der er et mindre indsnit på bagerste side ved albuen.

Det er også et klart valg fra vores side, da det er betydeligt lettere at ændre et fransk ærme til et bredere bluseærme en omvendt. Derved vil du ganske let kunne lave to forskellige ærmer til dine konstruktioner/design.

Bluse-grundform uden indsnit

Er en løsere udgave af din bluse/kjole grundform,med rund hals og langt ærme og uden indsnit, dvs. at alle indsnittene fra bluse/kjole grundformen er fjernet. 

Derved får man en “fladere” grundform “uden form” som kan bruges i mange forskellige sammenhænge f.eks. tunikaer, busseronne, anorak, store skjorter osv. 

Det er også muligt at lave en “stræk beregning” og bruge den til elastiske materialer.

Flagermus-grundform

En flagermus grundform kan konstrueres efter bluse/kjole grundformen, eller den kan konstrueres efter Dressmakers Atelier´s flagermus optegnelse.

En flagermus har intet ærmegab, men et dybt ærme som sidder sammen med henholdsvis for eller bagstykket. Den er konstrueret så bagstykket er større en forstykket, og ligeledes er der intet indsnit fra skulder til brystpunkt på forstykket og skulderindsnittet på bagstykket er ofte lukket væk. Da indsnittet fra brystpunktet og ned stadig ligger på forstykket, kan man få formen taljeret selvom der er god plads ved ærmet.

Man kan med en flagermus grundform lave mange smukke linier, som ikke er så svære konstruktionsmæssigt eller symæssigt, da der ikke er ærmegab og ærme med “hold” (mervidde der skal holdes til ved skulderen).

Nederdels-grundform

En nederdelsgrundform er den enkleste grundform man kan lave efter sine mål.
Den starter i taljen, følger kroppen og har indsnit både på for og bagstykket (på bag en anelse skrå, for at følge formen på numsen). Fra Hoftevidde 2 (det bredeste sted på hoften) og ned til nederdelslængden har formen den samme omkreds.
En nederdels grundform danner grundlag for de fleste nederdelsdesign, bortset fra f.eks. hele og halve sole.

Vi anbefaler ikke, at man bruger sin bluse/kjole grundform til at konstruere nederdele efter, da det er forskellige grundforme,- nederdelen har sit “holde/balancepunkt” ved taljen, og er tættere i taljen. Hvor bluse/kjolegrundformen har sit “tyngdepunkt” på skulderen, og har mere vidde i taljen. Derudover ligger indsnit forskelligt på de to forme.

Bukse-grundform

En buksegrundform kan uden tvivl være den sværeste grundform at få til at sidde smukt.
Det kræver ofte en del tilrettelser, og kræver en dygtig underviser/skrædder.
En buksegrundform er som de andre grundforme tættere og følger kroppen, har indsnit for og bag skal være i balance, og ikke “hænge” på læg og knæ.
Med en buksegrundform kan du lave alle former for bukser efterfølgende fra gamache til elegante Katheryn Hepburn slacks til jeans - At have en velsiddende buksegrundform giver så mange muligheder.

Raglan grundform

Mange har ikke lyst til at lave en raglangrundform eller raglansammenlægning som vi kalder det, fordi vi ofte tænker at det bruges mest til sportstøj, - hvilket ikke kan være mere forkert!
En raglan giver uanede muligheder, lige fra raglan med draperinger/puf til det mere klassiske look med en skrå linie fra ærme til hals.

Men derudover kan man lave husarlinie, “berther” dvs. en buet linie hele vejen rundt over brystet, som kan ligge glat, men også med rynk, vandrette linier over brystet og meget mere.
Raglan formen har søm på skulderen fra hals til håndleddet og alle indsnittene fra bluse/kjole grundformen intakt, og derfor kan en raglan være helt tætsiddende men selvfølgelig også spredes til et design med vidde.
Oprettet med